søndag den 15. juni 2014

Månedens nye mønster: maj - fødselsdagsdragt




I år abonnerer jeg på Ottobre-bladene - en dejlig julegave som skaber glæde, sylyst og inspiration i mange måneder. I det nyeste blad 3/2014 er der en sommerdragt, som er mit maj-mønster.
Jeg har syet den i str. 86 til min mindste mand der lige er fyldt 1 år. Den har en lukning, som jeg ellers kun har set på det franske børnetøj jeg købte til den store.
Af en eller anden grund går jeg altid lidt i stå på mine syprojekter når jeg skal sy rib rouleau'er på. Det bliver tit udsat i nogle dage, jeg skal lige tage tilløb. Selvom der er mange tommelfingerregler med fremgangsmåde er det svært at få pænt, synes jeg. Men det er jo nok også grunden til at coverlockmaskinen + ekstra udstyr til den er opfundet :-) - sådan en drømmer jeg lidt om...
Jeg synes dog, at jeg er ved at få styr på teknikken nu.
KAM knapperne er også blevet fundet frem til dragten, men der tror jeg altså efterhånden jeg opgiver at sætte dem på ribkanter. De fungerer ikke, de er alt for stramme at åbne. Jeg havde ellers strøget vlies på jerseyen inden jeg satte ribben på, men måske det skal stryges på selve ribben og måske dobbelt lag for at fungere? Nå, men jeg endte med at pille KAM knapperne ud på ribkanterne, selv om det resulterede i små huller i stoffet, og satte almindelige trykknapper i i stedet for. Alternativet kunne måske være at droppe rib og lave belægning i stedet for?

Stoffet er jeg helt vild med. Jeg har set andre på bloggen bruge det og heldigvis fandt og købte jeg det da jeg var i Berlin i marts. Det er fra Znok og hedder vist nok "summer".

Den nye dragt skulle selvfølgelig på på hans fødselsdag :-)




onsdag den 11. juni 2014

Månedens mønster: april

Så må I hellere se mit april-mønster…ja, det er jo lettere forsinket. Bukserne har skam været færdige i flere måneder, men det er først nu de er blevet fotograferet...
De er fra den norske bog "Sy glade klær til glade barn" af bloggerne Heilt Spesiell og Jubel og er det første jeg syer fra bogen, som jeg fik i julegave. Bukserne er syet i koboltfarvet velour-jeg elsker den farve!
Mønstret er let at gå til - også selv om syvejledningen er på norsk. Jeg har været vandt til at høre en del norsk i min studietid - det hjælper sikkert på det :-) men tror, at de fleste der har syet lidt før, vil kunne regne det meste ud, selv om man ikke forstår alle ord...
Modellerne i bogen er alle i strækstoffer og stof -og farvesammensætninger inspirerer mig rigtig meget til at sy og det er super vigtigt med en sybog, synes jeg, udover at mønstrene selvfølgelig skal være gode.
Benribben drillede lidt, men det skyldtes at buksebenene er meget brede og at jeg ikke havde så meget turkis rib tilbage, så jeg skulle strække ribben til det yderste for at få den på...
Taljen er lavet uden elastik i ribben. Jeg er i tvivl om hvorvidt det er en god idé til større børn, men det fungerer i hvert fald super godt på babybukser - vi må se om han kan holde dem oppe :-)
De er lavet i str. 110 til min dreng på 3,5 år og er til den store side - selvfølgelig - kunne man næsten sige, så jeg må vente lidt endnu for at kunne vurdere pasformen rigtigt.



Her ses mindstemanden ved siden af storebrors bukser :-)