onsdag den 30. juli 2014

Præsentation af "den blåvilde" i forbindelse med Boys Month



Jeg hedder Stine, er gift med Jonatan og er mor til to drenge på 1 og 3 år og det er i mine barsler med dem, at mit kreative jeg har fået en rennæsance. Min interesse for det kreative har jeg nok med hjemmefra. I min barndom har jeg set min mor strikke, hækle, sy, lave patchworkkugler og papirklip til den store guldmedalje. Min far havde andre hobbyer i form af møbelsnedkeri og byggeri og havde i flere år også et keramikværksted i kælderen som jeg også besøgte engang i mellem. Derudover var han bidt af tegning og maling i perioder og havde og har stadig stor interesse for foto. På fritidshjemmet havde vi systuen, som var mit favoritværksted at komme på. Her fik jeg syet lidt tøj til mig selv og lidt puder mm. Senere havde vi syaftener i klubben og senere endnu meldte jeg mig til syning på ungdomsskolen. Det var desværre ikke med stor succes, da jeg begyndte på projekter der var alt for svære og fordi vi var så mange på holdet, var det svært at få hjælp og vejledning, så jeg endte med at stoppe. Jeg gik også til kalligrafi på ungdomsskolen og det var noget der optog mig meget i de år.
Siden ungdomsskoletiden lå syningen i dvale - ikke mindst fordi min store interesse for musik tog mere og mere af min tid, faktisk næsten al min tid fra jeg var 15 til jeg var 30 og det var først da jeg gik på barsel 8 uger før termin med min ældste søn, at jeg kom i gang med at sy igen og jeg kunne mærke med det samme, at det havde været savnet. Jeg lånte min mors symaskine og prøvede mig til frem med vejledning fra Hanne Meedoms Børnetøj 0-3 år. Året efter fik jeg min første symaskine og 1 1/2 år efter skulle jeg igen på barsel og så har det virkelig taget fart. Jeg var mildest talt grebet! Da den lille var 3 mdr. fik jeg en overlocker og var på kursus en hel dag, hvor han artede sig og sov det meste af tiden. I starten af barslen begyndte jeg at søge vejledninger på nettet og faldt over de mange blogs med DIY's - og min egen blog blev født i forbindelse med LaRaLiLs "Sy til din baby" i november 2013, hvor jeg efterhånden gerne ville være en del af fællesskabet blandt bloggere og også selv bidrage med mine erfaringer og inspiration til andre. Selvom det ikke bliver til så mange indlæg, som jeg gerne ville, så glæder det mig alligevel at følge alle Jer andre, skrive og få kommentarer og også selv kunne se tilbage på mine projekter på min egen blog. Det er til stor inspiration og glæde at deltage i Boys Month og hvor er det dejligt at nogle har overskud til at tage initiativ til at føre disse bloglege/temaer ud i livet - det giver så meget lyst til selv at finde nye projekter hele tiden.
En anden inspirationskilde og glæde i forbindelse med det kreative finder jeg off-line :-) I min anden barsel meldte jeg mig til sykurset i FOF: Sy med din baby, hvor jeg har mødt nogle andre sytossede med børn født stort set samtidig med min yngste og vi har holdt sammen efter at kurset er afsluttet og vi er startet på arbejde igen og mødes nu ca. hver 14. dag. Det er virkelig dejligt at dele sin interesse med andre, få tips og idéer og få en snak om familier, stof, syteknikker og MEGET andet ;-)
Jeg er så småt kommet i gang med at hækle også og det er altså balsam for sjælen. Der kan jeg virkelig koble af og det er lettere lige at finde hækletøjet frem for en kort bemærkning end at hive symaskiner og alt det andet frem - især når systuen er i spisestuen - på spisebordet.
Jeg har valgt at min blog primært er en kreativ blog, hvor jeg deler mine kreationer. Tak fordi I læser med! :-)

Billedet er taget på en forårsdag på Amager Strand.

1 kommentar:

  1. Dejligt at læse om dig Stine :-) Jeg kan godt forstå du nyder at have en flok sytossede at mødes med, det må være skønt :-)

    SvarSlet