mandag den 11. november 2013

Sy til din baby #4: Heldragt/køredragt, lille DIY





Dette må være mit mest ambitiøse projekt hidtil!
Jeg forelskede mig i Minikreas mønster til heldragt - 10550 og egentlig er den ikke så kompliceret at lave, men så fandt jeg ud af, at jeg ville have foer i og det gjorde jo opgaven en anelse mere udfordrende, men det var først da jeg var fast besluttet på, at den skulle være både med foer og luffeærmer med ribkanter, at jeg fik søvnløse nætter – bogstaveligt talt! For hvordan pokker laver man det?
Det blev til et detektivarbejde og adskillige prøver med noget prøvestof. I 5. forsøg lykkedes det at lave denne lille model af et foeret luffeærme med ribkanter:



Det blå er yderstof, det hvide er foer og det brune ribkanter


Nu skulle det så "bare" overføres til dragten...

Jeg har i det følgende forsøgt at vise hvordan jeg har gjort trin for trin. Håber det kan hjælpe andre med samme idé. Dragten er syet i en str. 68/74

1) Ærmekant på yderstoffets forstykke syes sammen med rib ret mod ret. Ribstykker er ca. 10x6cm
2) Foerets forstykke syes på ribben ret mod ret (vær opmærksom på at det er de rigtige dele der samles, se tegning)






3) Bagstykkets ærmekanter i både foer og yderstof syes sammen med foldet rib imellem, dvs. ribben skal ligge vrang mod vrang i mellem foer og yderstof.



4) På Minikreas mønster har jeg valgt modelvariationen med luffeærmer. Her skal bagstykkets ærmer forlænges, så der er stof til at lave ombukket. Det laves i min version ved at folde bagstykkets rib og "ærmeforlængelsen" ind i yderstof-ærmet ( på retsiden). Efter dette ombuk skal bagstykkets og forstykkets ærmer være lige lange.

Hvid= foer, blå=yderstof, brun=rib


5) Sy skuldersømmen i yderstoffet og i foeret ret mod ret. Dette danner en ring, da ærmekanterne er syet sammen. Det er svært at se på billederne...





6) Sy ærme og sidesømme. Sy evt. bindebånd ind i sidesømmen.
7) Sy foer-hætte på
8) Sy yderstof-hætte på, sy evt en lille "tut" ind af ribstof øverst på hætten (se øverste billede)
9) Sy evt. pynt på dragten





10) Sy foer og yderstof sammen ret mod ret fra skridtet og op over hætten og ned igen. Sy evt. bindebånd ind i sømmen.
11) Sy inderste bensøm i foeret (x2) og i yderstoffet (x2)
12) Nu skal hullet lukkes i skridtet. Det har jeg gjort i hånden. Ved ikke om der findes en anden løsning der er smartere?




13) Vend dragten og sy en stikning ca. 2 cm inde fra skridt og op over hætten og ned igen fra retten
14) Hæft foeret fast i yderstof (i hånden) på nogle usynlige steder, f.eks. under arme, oppe i hætten osv.
15) Klip rib til ben og sy på. Jeg har brugt 21x11 cm

Det var min lille syvejledning. Spørg gerne hvis der er noget der er uklart.



Lukket luffeærme
Åbent luffeærme set fra forsiden
Åbent luffeærme set fra bagsiden








Mønsterændringer: For at lave luffeærmer, har jeg tegnet bagstykkets ærmer længere. Hætten har jeg lavet 5 cm lavere.
Vær opmærkskom på at Minikrea siger du skal bruge 80 cm til en dragt i str. 68/74, men det er baseret på at du tegner mønsterdelene op således:



og her er der jo ikke taget højde for luvretningen på stoffet, hvilket er lidt mærkeligt, når det ser ud som om at dragten på billedet er med plysstof som har luvretning. Mit foerstof havde pga mønstret med køretøjerne også en helt klar "op og ned", så det kunne heller ikke klippes på denne måde.
Vær også opmærksom på, at du muligvis skal bruge mere stof når du syer med luffeærmer. Tegn evt. mønstret af og tag mønsterdelene med før du køber stof, så du er sikker på at du har nok! Jeg endte med at blive nødt til at lave en "lappeløsning" på benene, som du kan se på et af billederne længere oppe.




Stof:
Petroleumsfarvet plys fra Hilco (Malika og Rosa)
Petroleumsfarvet jersey med turkise og hvide køretøjer fra Lillestoff (Malika og Rosa)
Sort og hvidstribet rib (fra lageret)








5 kommentarer:

  1. Hold da op hvor er blevet flot. Godt arbejde!

    Jeg har længe gået og spekuleret over hvordan man mon laver de luffeærmer, så tak for løsningen :) den vil jeg bruge næste gang.

    SvarSlet
  2. Hvor er den blevet flot. Det har du gjort rigtig godt :)

    SvarSlet
  3. Din dragt er virkelig flot. Hvor meget forlængede du bagstykkets ærmer? Jeg syr i filtet uld og med jersey for og kunne tænke mig at udelade ribstykket i ærmet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar! På Minikreas mønster, er bagstykkets ærmer forlænget med 8 cm-er det det mønster du syer efter?

      Slet